Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

En typisk dag for dit barn.

 

En typisk dag for dit barn.

 

Tiderne herunder er cirka tidspunkter.

Når vi åbner og lukker afdelingerne i Egetræet, tilstræber vi der er en fastansat pædagog i huset.

 

En typisk dag i vuggestuen:

Der tages individuelle hensyn til alle børn, efter børnenes behov for søvn og mad – de yngste børn sover måske en formiddagslur, eller spiser på andre tidspunkter end anført herunder.

Alle børn skiftes naturligvis efter behov – og de ældste børn tilbydes at sidde på vores små toiletter.

Der er fuld forplejning for vuggestuebørnene.

Kl. 6.15- 8.30:

De fleste børn ankommer og modtages af en kendt medarbejder og der siges farvel til dig, med hjælp fra en pædagog.

Børnene leger på grupperummet eller i puderummet.

Kl. 8.30:        

Der serveres formiddagsmad.

Kl. 9:              

Børnene tilbydes forskellige planlagte aktiviteter, oftest opdelt i mindre grupper. Aktiviteterne foregår indendørs eller udendørs på vuggestuens legeplads, eller på små ture ud i nærområdet i vores fine ”bus”. (Elektrisk barnevogn til 4 børn).

Børnene skiftes efter behov og nogle sover måske en formiddagslur.

Kl.10.30:          

Børnene skiftes og der vaskes hænder, synges og gøres klar til frokost.

Kl.11:             

Børnene spiser frokost.

Kl.11.30:        

Børnene puttes i krybber eller barnevogn, og sover en dejlig middagssøvn.

Kl.13.30:        

De fleste børn vågner og tages stille op. De putter oftest hos en pædagog på sofaen, mens de langsomt vågner helt, og gør sig klar til samvær med de øvrige børn.

Kl.14:            

Der serveres eftermiddagsmad.

Kl.14.30:        

Børnene tilbydes igen forskellige aktiviteter, indendørs eller udendørs på vuggestuens legeplads. Langsomt hentes børnene.

Kl.16:            

Næsten alle børn er hentet, og oprydning og fejning af gulve starter langsomt.

16.45:            

Tak for i dag. (Om fredagen siger vi Tak for i dag kl. 16.15).

 

En typisk dag i børnehaven.

Der er fuld forplejning for børnehavebørnene.

Børn som endnu ikke er renlige, bliver skiftet efter behov.

Tidspunkterne herunder er cirka tidspunkter, og varierer efter dagens aktiviteter, børnenes optagethed og behov.

Kl. 6.15:  

Vi åbner på gruppen Grenene. Børn fra alle grupper afleveres der, de vasker hænder og vinker farvel, sammen med en voksen hvis det er det, dit barn ønsker.

Vi tilbyder morgenmad til dit barn: havregryn, havregrød eller brød med ost.

Kl. 7.30:  

Børnene går sammen med deres voksne på egne grupper, hvor der igangsættes aktiviteter eller leg, mens flere venner kommer til.

Kl. 9.00:  

Vi spiser formiddagsmad.

Kl. 9.30:  

Dit barn tilbydes forskellige aktiviteter – ex. ture ud af huset, kreative aktiviteter, sang, dans, lege, motoriske aktiviteter, sandleg eller noget helt andet som optager dit barn eller børnegruppen. Aktiviteterne foregår oftest udendørs – dog er nogle børn indendørs, hvis vejret er dårligt.

Kl. 11:    

Vi spiser frokost. Børnene sidder i faste spisegrupper sammen  med faste voksne.

Kl. 12:      

Børn som har brug for en middagslur sover på madrasser på Kvistene. De øvrige børn leger med deres venner udendørs, på den del af legepladsen som hører til barnets gruppe.  

Kl. 14:      

Dit barn spiser eftermiddagsmad sammen med sine venner og voksne fra gruppen. En voksen tilbyder igen aktiviteter til de børn som har lyst til at deltage i dem. Andre børn leger videre med deres venner. Gradvis hentes børnene.

Kl. 15.45:  

Børn og voksne fra alle børnehavegrupper rydder op og samles på en legeplads eller gruppe. Gulvene i gange og garderober fejes.

Kl.16.45:  

Tak for i dag – og om fredagen lukker vi kl. 16.15.